|
|
Bortført historie.
Her er så nummer 7 og 8.
Kapitel 7
Jeg skulle til at spørge om noget mere, da drengene kom ind af døren med en bakke med. Jeg lagde mærke til at der kun var nok til en. Jeg smilte svagt og vendte blikket mod vinduet.
”Mange tak,” kom det sødt fra Sophie. Jeg kiggede hen på dem igen og så at Nick kiggede på mig igen. Hans smil sagde mig at jeg ikke ville få noget mad, men det gjorde mig ikke noget, da jeg ikke var sulten. Jeg lænede mig op af vinduet og holdt øje med Nick, men det eneste han gjorde var at se på mig.
”De smager godt,” kom det fra Sophie og jeg kunne ikke lade være med at kigge hen på hende. Hun sad på sengen og spise. Jeg var lige ved at grine. Kim sad ved siden af hende og smilte stort.
”Det er jeg glad for,” sagde Kim og virkede som om han var i den syvende himmel. Jeg kiggede hen på Nick igen. Jeg fik en idé, da han stadig kiggede på mig. Jeg gik hen til ham.
”Hvorfor skulle jeg med, når i kun ville have Sophie?” Jeg kunne se på ham at han morede sig. Han smilte sit onde og charmerende smil til mig.
”Fordi vi aldrig har haft chancen før,” sagde han og jeg blev lidt forvirret. Hvilket man åbenbart godt kunne se, fordi hans smil blev større. Jeg havde aldrig regnet med at han ville svare. Han gik helt hen til mig og lagde en arm rundt om min hofte. Jeg kiggede forvirret og overrasket på ham.
”Hvad laver du?” spurgte jeg med et forvirret og lidt irriteret tonefald. Han smilte ondt, men dog charmerende, til mig.
”Opfør dig ordentligt og du for mad,” svarede han og trak mig ind til ham. Jeg blev lidt bange for hvad han ville gøre, men jeg havde ingen kræfter så jeg kunne ikke ligefrem stritte imod.
”Jeg er alligevel ikke sulten,” prøvede jeg og håbede lidt på at han slap mig. Han var lidt ligeglad og holdt mig stadig fast. Jeg så bare overrasket på ham og var ret bange. Han begyndte at gå mod vægen bag mig, og det tvang mig lidt til at gå baglæns indtil jeg stødte på vægen. Nu var jeg så fanget mellem ham og vægen.
”Hvis du så meget som overvejer at gøre noget dumt, slår jeg dig,” truede han. Jeg lukkede øjnene og ventede på det værste. Jeg kunne mærke at han fjernede et hår fra mit ansigt. Han lænede sig ind over mig. Jeg vendte hoved væk, så han ikke kunne kysse mig på munden.
”Dumt gjort,” lød hans stemme tæt på mit øre.
Kapitel 8
Jeg var bange. Hvad skulle jeg ellers være? Jeg havde lige gjort noget forkert. Jeg åbnede øjnene og vendte mit hoved mod ham, så jeg kunne se ham. Han smilte sit onde og charmerende smil til mig.
”Jeg ved godt at du ikke vil, men det var meget dumt gjort,” sagde han. Jeg stirrede bare bange på ham. Jeg turde ikke sige noget. Jeg kunne ikke bevæge mig, fordi han stod så tæt op af mig. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg skulle gøre.
”Du slipper denne gang,” sagde han og smilte ondt, men dog også charmerende. Jeg blev helt lettet. Han tog sit hoved helt op til mit.
”Men gør det ikke igen,” sagde han og så alvorligt på mig. Jeg nikkede bange. Jeg viste at jeg ville komme til at gøre det igen, men det ville jeg jo ikke sige til ham.
”Godt,” sagde han og flyttede sig. Jeg gik bange hen til vinduet og væk fra ham. Jeg kiggede over på Sophie, og så at hun var færdig med at spise. Kim sad ved siden af hende og snakkede løs om sig selv. Jeg smilte lidt, men kom så i tanke om hvor jeg var. Det satte en stopper for mit smil.
Jeg kunne mærke at Nick kiggede på mig og jeg blev lidt skidt tilpas. Jeg kiggede kort over på Nick og så at jeg havde ret. Han kiggede på mig. Jeg vendte mig hurtigt væk og endte med at kigge ud af vinduet. Huset vi var i så ud til at ligge i en skov. Det var dårligt nyt.
Der var maget stille i rummet. Jeg vendte mig og kiggede rundt. Sophie og Kim var gået ud af rummet, og Nick stod og kiggede på mig. Jeg blev lidt nervøs. Han begyndte at gå hen mod mig. Jeg blev stående helt stille, så jeg ikke gjorde noget dumt.
”Sophie skulle på toilettet, så Kim viste hende derud,” sagde han og smilte ondt til mig. Han kom helt hen til mig og satte sine arme på hver sin side af mig, så jeg ikke kunne kommer væk. Han lænede sig frem mod mig.
”Så nu er vi alene,” sagde han dæmpet. Hans onde smil viste mig lidt hvad der ville ske, men jeg håbede bare på at det ikke var sandt. Jeg lænede mig tilbage mod vægen, så der kom lidt mere plads mellem os. Desværre lænede han sig med.
”Jeg vil helst ikke,” hviskede jeg, med en bange stemme. Han smilte sit onde og charmerende smil.
”Men det vil jeg,” sagde han bare.
|